Gården Sottrup, som har givet navn til hospitalet, og på hvis grund det er bygget, har en lang historie. Hospitalet blev taget i brug i 1977, og har således 25-års jubilæum i år! I årene før genforeningen var det den nordligste domænegård, men nævnes helt tilbage i 1700-tallet.–

SOTTRUP - Preussens nordligste sønderjyske domæne

Sottrup, Sturehuset Domæne betyder ejendom, erhvervet af staten. Efter krigen i 1864 ønskede Preussen at få det nyerhvervede land, Sønderjylland, hurtigst muligt gjort så tysk som muligt. I den forbindelse må også Bismarks ord erindres: Hvad den tyske ørn har slået sine kløer i, slipper den aldrig mere.

Tysk blev hurtigt indført som undervisningssprog i skolerne (bortset fra få timers religionsunder-visning på dansk, især i landdistrikterne), i retsvæsen og med tiden også mere og mere i kirkerne.

Sottrup, Sturehuset Ihukommende det gamle ord om, at den, der ejer jorden, ejer også landet, blev der gjort store anstrengelser for at få så mange ejendomme som muligt "over på tyske hænder". Det var svært for de danske sønderjyder at dæmme op for de preussiske anstrengelser, ikke mindst fordi landet var ret kapitalfattigt, og fordi mange dansksindede - der angives over 5.000 - ofte de mest driftige, udvandrede. Og sidst, men ikke mindst, fordi Preussen bl.a. gennem foreninger ydede forskellige former for økonomisk hjælp for at tilskynde preussere til at bosætte sig og derigennem infiltrere Sønderjylland.

Disse anstrengelser gav dog ikke det ønskede resultat. Overførelsen af jord til tyske hænder gik for langsomt, og derfor gik den preussiske stat fra midten af 90'erne mere og mere over til opkøb af jord. Det skete navnlig ved oprettelse af de såkaldte domæne- og rentegårde. Førstnævnte var for størstepartens vedkommende store gårde, som ofte blev købt til en overpris og derefter bortforpagtet til tyskere. For rentegårdenes vedkommende krævedes det, at overtageren selv ejede besætningen + 1/3 af bygningernes pris. Resten kunne så lånes af staten på meget favorable betingelser, mod at staten beholdt overejendomsretten, sådan at forstå at ejendommen ikke måtte sælges uden statens samtykke, - den havde forkøbsret. Ved arv måtte den kun overgå til ægtefæller, børn, søskende eller søskendebørn.

Pengene til disse opkøb skaffedes i begyndelsen ved salg af domænegårde andre steder i Preussen, specielt i Rhinlandet. Opkøbene fortsatte, og den sidste domænegård erhvervedes i 1916. Den preussiske stat havde da købt 36, hvoraf de 25 i Haderslev kreds.

Den nordligste af disse domænegårde, beliggende lige op ad den daværende grænse, var Sottrup.

Sottrup er så vidt vides dannet som udflyttergård fra Tågerup, som i 1604 blev tilskødet kongen, Chr. IV. Hvornår denne udflytning er sket, vides ikke med sikkerhed, men er nok i første halvdel af 1700-tallet. Sottrup anlagdes i de meget store Farris-skove, hvor svinene fandt størstedelen af deres føde - derfor navnet Sodrevgård. Det fortælles også, at disse store skove ofte var tilholdssted for røvere, og at der var ulve - den sidste ulvejagt på Sottrup blev holdt i 1793. Senere ændredes gårdens navn til Saadrup.

I 1910 købte den preussiske stat den 164 ha store ejendom for ca. 260.000 Mark, og den blev nu kaldt Satrup. Udbygningerne var brændt i 1892 og blev genopført i en størrelse og stil passende til gårdens størrelse. Stuehuset derimod, som ikke var brændt og ikke var passende til en præsentere den preussiske stat, blev nedrevet, og en mere præsentabel hovedbygning blev opført i 1912.

Ved Genforeningen overtog den danske stat domænegårdene, og Sottrup, som gården nu kaldtes, blev bortforpagtet til 1928. Der udstykkedes i 1929 90 ha til 11 husmandsbrug og 2 tillægsparceller, og stamparcellen på 71 ha blev solgt til L. N. E. Hansen. Efter dennes død i 1945 blev gården solgt 2 år senere, og da den atter blev til salg i 1965, købtes den af L. N. E. Hansen's søn, Mogens Højholdt Hansen.